Marius Ziska og Ida Wenøe

Marius Ziska

Færøske Marius Ziska er først og fremmest en fantastisk sanger, der vækker mindelser om både Chris Martin fra Coldplay og Bon Iver. Musikken har en klart melankolsk grundtone med utroligt smukke melodier og brusende instrumenteringer fra det virkeligt velspillende og sammentømrede band, bestående af nære venner fra hans færøske hjemegn. Marius Ziska fik med albumudgivelsen “Home / Heim” i 2015 sit store gennembrud på Færøerne. Pladen blev samtidig udgivet i Danmark og Tyskland, hvor den fik en række flotte anmeldelser og blev fulgt op af turneer i Tyskland, Rusland og Danmark. Det rent færøske album “Portur” udkom i 2018 til flotte anmeldelser i både Tyskland, DK og Færøerne og en række livekoncerter i alle tre lande. Bandet vandt en “Faroese Music Award” for “Årets Album” i 2019 og spillede i april en to uger lang succesfuld tour i Tyskland og i september i Danmark. 2020 har indtil nu budt på to nye singler “Falli Til Jarðar” og “Lion” samt en DK tour i februar.

Ida Wenøe

Ida Wenøe har over de seneste fem år, gennem hundredevis af livekoncerter over hele Europa og Nordamerika, opbygget et ry som en fremragende live-performer, sanger og sangskriver indenfor genren Nordic Folk Noir. Hun har skabt sit helt eget univers ved at sammenblande amerikanske forbilleder som Nick Drake, Sufjan Stevens og Leonard Cohen med sine danske rødder fra Carl Nielsen til Sebastian. Hendes to soloalbums ”Time of Ghosts” (2015/2017) og ”The Things We Don´t Know Yet” (2019) har fået virkelig flotte anmeldelser, særligt i England, hvor hun har turneret 5 gange indtil nu. Hun har ligeledes opbygget en fanbase i Tyskland, hvor hun turnerede i flere omgange i årene 2015-17, hvor hun boede i Berlin. I 2016 blev Wenøe nomineret til en Danish Music Award Folk for sangskrivningen på debutalbummet “Time of Ghosts”. En af sangene fra pladen blev desuden brugt i DR dokumentaren “De Smukke Piger” i 2017. Wenøes stærke og personlige sange rammer publikum hårdt og rent, og hun får nye fans overalt hvor hun spiller.

Tilmeld nyhedsbrev