Mia Guldhammer og Morten Alfred Høirup feat. Mads Kjøller-Henningsen

– tral, tråd og tradition

Den danske folkemusiktradition er fuld af fantastiske sange af mange forskellige slags. Der er glade sange og lystige skæmteviser, men der er også dybt inderlige ballader med beretninger om svigt, længsel og evig kærlighed.

Traditionsbærer og sangerinde Mia Guldhammer og komponist, guitarist og sanger Morten Alfred Høirup, byder på et bredt udvalg af disse sange. Nogle af dem kan du helt sikkert synge med på, og nogle af dem hører du måske for første gang, men vedkommende det er de alle sammen, selvom de kan være flere hundrede år gamle.

Sangene arrangeres for to stemmer og guitar, krydres med ‘mundmusik’ og instrumentale stykker inspireret af traditionel såvel som nykomponeret musik fra Danmark.

Mia Guldhammer (Sang, ‘shruti box’ og perkussion)
Sang og spillede i sine forældres familieorkester fra hun var helt lille, og lærte senere på bl.a. Folkemusikcentret Hogager, og på ungdomsstævnet ROD. I dag er Mia Guldhammer kendt og respekteret som en af vore absolut mest markante folkesangere, og hun synger hvert år for tusinder af mennesker på vikinge- og middelaldermarkeder, spillesteder og festivaler i Danmark og internationalt, sammen med det danske middelalderorkester Virelai, folktronika bandet Mallebrok, og i det bretonsk-nordiske projekt ‘Nøkken’, med Dour/Le Pottiers Quartet og Sofia Sandén.

Morten Alfred Høirup (Sang, guitar)
Spillede fra ganske ung i sin fars bryllupsorkester og blev senere en del af det københavnske folkemusikmiljø. I flere årtier har Morten Alfred turneret med traditionel såvel som nykomponeret dansk musik. Han har sunget og formidlet sange for koncertpublikum i hele Storbritannien, Europa, USA, Canada, Japan, Australien og New Zealand. Morten Alfred har modtaget adskillige Danish Music Awards, bl.a. ‘Årets Danske Folk Komponist 2004’, og er nok mest kendt for sit arbejde med folkemusiktrioen Jensen, Bugge & Høirup, violin- og guitarduoen Haugaard & Høirup, og folk/world bandet Himmerland. 

Mads Kjøller-Henningsen (småt brændbart, kor)
er multiinstrumentalist, folkemusik-aktivist og sjællænder, med en bachelor i folkemusik fra Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg. I dagens anledning akkompagnerer han Mia Guldhammer & Morten Alfred på både nordisk sækkepibe, drejelire og percussion samt hans karakteristiske træ-tværfløjte, på hvilken Mads også kan høres i bl.a. Lars Lilholt Band, det svenske folk-bigband Spöket i Köket, troldeorkestret Trolska Polska samt den prisvindende dansk/svensk/finske Floating Sofa Quartet.

Tilmeld nyhedsbrev