Randi Laubek m/band – Maskinhallen

Randi Laubek m/band

Maskinhallen er meget glad for at kunne byde Randi Laubek tilbage til Frederikshavn. Det er efterhånden 7 år siden hun var her sidst. Publikum har igen en stor, musikalsk aften i vente – koncerten er med band.

Randi Laubek er født i 1973 i det lille fiskerleje Voersaa i Vendsyssel. Uddannet på Rytmisk Musikkonservatorium i København. Hun fik sit gennembrud som 23-årig med debutalbummet Ducks And Drakes, for hvilket hun modtog tre Danish Music Awards, bl.a. for Årets Danske Album.

Sidenhen har Randi Laubek fulgt sin egen nysgerrige og snurrige kurs – altid tro mod sin muse – musikken – og i sindrigt tempo har hun udgivet sine nu ni solo-albums.

Hun har modtaget adskillige priser og legater, bl.a. Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat, og arbejdet med en lang række af danske og udenlandske kolleger samt bidraget med musik til film, TV og teater, senest titelsangen til Alfred Nguyens animerede spil Forgotten Anne, der blev nomineret til en Hollywood Music In Media Awards for Best Original Song In A Video Game.

Den 20. oktober udkommer Randi Laubeks nye album: “Bridge From Nowhere”. Albummet udkommer via Target Group.
De 11 sange kredser om, hvor vi søger hen eller hvad vi griber fat i, når livet er kaotisk, og de hænder, der bærer os igennem, når vi ikke kan stå alene. Smukt illustreret af den fantastiske fotograf Liselotte Risell på fotoet af to dansere fra San Fransisco Ballet, som bliver coveret til albummet
“Bridge From Nowhere” udkommer på vinyl og digitalt. 

Tilmeld nyhedsbrev