Sara Grabow synger Rilke – Maskinhallen

Sara Grabow synger Rilke

“Rainer Maria Rilkes lyrik får min sjæl til at danse. I virkeligheden forstår jeg ikke meget af det på et konkret plan, men jeg forstår det hele med mit legesyge, dansende hjerte. At lave musik til udvalgte oversættelser af Thorkild Bjørnvig blev et insisterende hjertebarn, som ikke ville slippe sin voldsomme banken, før jeg stod med den smukkeste Rilke LP i hånden”, Sara Grabow.

Da Sara Grabow i 2017 udgav albummet EneRum med egne sange i fordybelsens tegn, blev hun af litteratur og Proust-ekspert Neal Ashly Conrad Thing mødt med ordene “Det minder mig om Rainer Maria Rilke!”. Siden begyndte Sara selv at læse værker af den tysktalende digter, der levede fra 1875-1926.

“Jeg blev helt forelsket i ordene. Hans billedsprog ramte mig fuldstændigt; Sfæriskheden, den poetiske visdom og hans tanker om “alenehed” og “rum”, forekom mig så velkendte” siger Sara, som har valgt digte og enkelte sætninger frit og legende uden for meget “intellektualisering”. 

“Det ligger mig på sinde ikke at forstå Rilkes digte lineært. Tværtimod mener jeg, at musikken hjælper til med at skabe en vertikal og dermed mere rummelig sansning af ordene. Det er ikke pop-numre med en genkendelig opbygning og en fremadskridende fortælling. Det er stemningsbilleder!”

“Igennem alle væsner går ét rum -den indre verdens…”

-Rilke

På scenen
Sara: akustisk guitar og sang 
Per Worm: akustisk guitar 
Martine Madsen: elektrisk guitar og kor
Mads Andersen: trommer


Koncerten er en del af: 
Digte og Lyd – poesidage

Glæd dig til Poesidage! Hele uge 35 skal vi hylde poesien. Vi skal læse digte, skrive digte, høre digte, male digte! Der bliver aktiviteter for alle aldre i hele kommunen.

Poesi, lyrik, digte. Kært barn har mange navne. Poesi er ord sat sammen på en kunstnerisk måde, og poesi kan noget helt specielt. På meget kort tid, med få ord, kan poesi sætte præcise ord på følelser og stemninger, vi alle kender fra os selv.

Med Poesidage vil vi åbne folks øjne for, hvor fantastisk og forskelligartet poesi er. Vi håber, at vi med fede oplevelser – med noget for alle – kan inspirere flere til at dykke ned i og finde glæden ved poesi.

Maskinhallen er partner i Digte og Lyd – Poesidage

Tilmeld nyhedsbrev