Ashley Campbell – Maskinhallen

Ashley Campbell

Ashley Campbell er en internationalt anerkendt americana-, folk- og countryartist, virtuos banjoist og guitarist samt en stærk sangskriver med tre anerkendte soloudgivelser bag sig, og en stemme der kan fortrylle ethvert publikum! Hun har turneret over hele verden i eget navn med koncerter i Europa, Japan og Kina, spillet på O2 Arena i London som support for Kris Kristofferson og Bellamy Brothers og optrådt i Carnegie Hall sammen med sangskrivningslegenden Jimmy Webb.

Hun er desuden en markant del af det globale kultfænomen Postmodern Jukebox, hvor hun ofte som forsanger og på banjo og guitar har turneret verden rundt. Med sit virtuose spil, sin varme vokal og sit stærke sangskrivertalent har hun skabt sit eget moderne americana-univers, hvor tradition og fornyelse mødes. Hun må siges, at være musiker og sangskriver på et skyhøjt internationalt niveau!

Ashley Campbell voksede op på landevejen i en af musikhistoriens mest bemærkelsesværdige familier. Fra en ung alder spillede hun med i sin fars band på banjo og keyboard og fik et unikt indblik i livet som internationalt turnerende musiker.

Hendes far var Glen Campbell – et af countrymusikkens største navne og en global megastjerne. Med over 50 millioner solgte plader, utallige hits og en karriere på mere end seks årtier var han med til at definere moderne amerikansk populærmusik. Hans blanding af country, pop og rock var med til at føre countrymusikken ud over genrens traditionelle grænser. Han vandt 6 Grammys og en Grammy Lifetime Achievement Award og er optaget i både Country Music Hall of Fame og Musicians Hall of Fame.

Ashley Campbell har båret arven med sig, men skabt sin egen identitet som kunstner. Hendes debutsingle Remembering, skrevet til sin far under hans sygdom med Alzheimers, blev en del af det Grammy-vindende og Oscar-nominerede soundtrack til Glen Campbell: I’ll Be Me. Siden har hun markeret sig som performer og sangskriver med et personligt americana-udtryk og stærke liveoptrædener, der griber publikum følelsesmæssigt.

Hendes musik er kendetegnet ved mesterligt banjo- og guitarspil, en klar og varm vokal med et strejf af melankoli såvel som sange med både følelse, nærvær og stærke melodier. Nu kommer Ashley Campbell for første gang på turné i Danmark. Det bliver som duo.

Tilmeld nyhedsbrev